søndag den 6. januar 2013

Bazar Vest og lækker søndagsmad

I dag tog kæresten og jeg et smut til Bazar Vest i Århus for at ose lidt og se om der skulle være noget vi ikke kunne undvære. Det var der. Synes selv at jeg beherskede mig ret godt med ikke at købe alt for meget mad, i forhold til at det også gerne skal spises inden det bliver dårligt.
Udbyttet blev: cantaloup melon, abrikoser, litchifrugter, mynte, passionsfrugtjuice, guavajuice, avocadoer, og peberfrugter. Bestemt ikke dårligt :)
Aftensmaden stod på frikadeller, ovnbagte pestokartofler og hjemmelavet tzatziki. Kæresten syntes maden var godkendt og blev grådig med tzatzikien. Heldigvis blev der noget tilovers så der er til en god madpakke i morgen.


Tzatziki 2 pers.
½ agurk
75 g. græsk yoghurt
salt
2 fed hvidløg

Riv agurken groft på et rivejern. Hæld den over i en si der sidder ovenpå en skål, hæld salt over og lad væden dryppe fra i nogle timer. Bland agurken med græsk yoghurt og pres et par fed hvidløg i blandingen. Smag til med salt og peber.

Ovnbagte pestokartofler 2 pers.
800 g. små kartofler med skræl
2 spsk. grøn pesto

Kartoflerne vaskes og skæres i kvarte. Hældes i en skål og vendes med pestoen. Kom kartoflerne i et ovnfast fad og drys salt over. Bages ved 200 grader i ca. 30 min. Husk at vende dem efter ca. 15 minutter. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar