torsdag den 13. juni 2013

På sprøjten!

Jep, jeg er kommet på sprøjten. Og nej, det har ikke noget med narko at gøre. Jeg var ved lægen i går for at få svar på min blodprøve, og det viste sig at jeg mangler B12-vitamin. Manglen på B12 over en længere periode kan medføre ting som træthed, svimmelhed, hjertebanken, åndenød og depression. 

Der er nogle af tingene jeg kan nikke genkendende til, blandt andet træthed og at jeg også lige har fået konstateret en depression, hvor manglen på B12 kan have været medvirkende til. 

Konsekvensen heraf er at jeg skal have B12 indsprøjtninger én gang om ugen i fire uger, hvoraf jeg fik den første i dag, og derefter skal jeg have en indsprøjtning hver tredje måned. 


Kosten er altafgørende for vores helbred og velbefindende, hvilket jeg så småt har fundet ud af over de senere år. Jeg har næsten konstant (med få pauser) været "på kur", og selvom jeg bildte mig selv ind at jeg spiste sundt, så har jeg nægtet min krop at få nok indenbords til at det har været en sund livsstil. 

Det kan godt være at man selv synes at man sagtens kan køre på 1200 kalorier om dagen, men det kan man ikke. Kroppen får ikke nok næring. Jeg har som regel heller ikke altid været helt god til at komme op på minimum antallet af kalorier, så min krop har været i konstant underskud. Det bøder jeg så for nu ved at være i energimæssigt underskud fysisk og mentalt.

Jeg holdt op med at tælle kalorier for halvanden måned siden. Jeg gad simpelthen ikke mere. Jeg elsker at spise sundt og føler ikke at jeg mangler noget, og derfor gider jeg simpelthen ikke længere at tal og grafer skal bestemme over mig. Kalorier ved ikke om du er mæt. Kalorier ved ikke om det du spiser er et stykke frugt eller noget slik. Kalorier ved heller ikke hvilken mad der er godt for dig og hvad der ikke er. Derfor fokuserer jeg nu på at spise sundt, varieret og hvad jeg føler er bedst for MIG.


Jeg fik denne lille snack i formiddags, bestående af et groft knækbrød med brie og en frisk figen. Virkelig lækkert til den bette sult.



Jeg fik en sen eftermiddagssnack, men den var det hele værd. Vanilje-blåbær mugcakes med friskpresset juice af gulerod, appelsin og mynte. Kagerne bestod af:
1 most banan
1 æg
1,2 dl havregryn
2 tsk honning
0,5 scoop vanilje protein pulver
1 tsk vaniljearoma
1 lille håndfuld blåbær
1 knsp bagepulver

Bland alle ingredienserne sammen i en skål, hæld i muffinforme af silicone og put i mikroovnen i ca. 2 minutter.


Jeg er ikke så god til at tage mig sammen til at lave aftensmad lige for tiden, så det skal helst være så hurtigt og nemt som muligt, men samtidig smage godt. Resultatet i aften blev en rugtortilla med spinat, avocado, røget laks og brie. Hertil en friskpresset juice af ananas, honningmelon og lime. Lækkert og nemt.

onsdag den 12. juni 2013

Hjemmelavede lækkerier

Nogle gange skal man prøve noget nyt. I dette tilfælde faldt valget på rabarber. Jeg kan overhovedet ikke huske at jeg nogensinde har smagt rabarber, og det har jeg gået og gerne ville ændre på i et stykke tid. Problemet var bare at jeg ikke vidste hvad jeg skulle lave med rabarber.

Indtil nu. Jeg faldt over denne lækre opskrift på tasty-healt.se. Det er en jordbær-rabarber crumble og den er seriøst lækker. Kombinationen af rabarber og jordbær er fantastisk og crumblen er baseret på mandelmel, hvilket gør den ekstra lækker.



I går lavede jeg mandelmælk. Jo, det kan man godt og det smager fantastisk. Det er faktisk virkelig nemt, det tager bare lidt planlægning. Helt simpelt er fremgangsmåden: Sæt mandler i blød 8-12 timer, blend mandler med nyt vand og evt. sødning i form af honning, dadler, vanilje, hæld indholdet fra blenderen over i en si foret med ostelærred og lad det hele løbe igennem. Så er der mandelmælk. Det der er tilbage i ostelærredet tørrer man i ovnen ved ca. 50 grader, blender og så er der mandelmel. Ellers kan fremgangsmåden findes lige her.


Frokosten i dag blev en lille smule ekstravagant, men ikke desto mindre så blev den sindssygt lækker. Jeg lavede en chokoladekage i mikroovnen, toppede den med skyr rørt med vanilje, sødemiddel og peanut butter og så ellers bare en masse friske jordbær og blåbær. Hertil et glas friskpresset appelsinjuice med mynte. Namme nam, blev der sagt.




mandag den 10. juni 2013

Kage til morgenmad?

Kan man spise kage til morgenmad? Ja, men det er som regel ikke så fantastisk godt på grund af antallet af kalorier, højt sukkerindhold og så videre. Det er der heldigvis en løsning på: mugcake. Jeg er blevet helt vild med dem og det er blevet min faste morgenmad fordi det er sunde ingredienser, den mætter og så kan man variere i det uendelige efter hvad man lige har lyst til. Derudover kan den laves i mikroovnen, så den er tilmed også hurtig at tilberede.



Kagen bestod af:

1 most banan
1 æg
1 dl havregryn
1-2 tsk honning
2 spsk kakao
1 knsp bagepulver

Alle ingredienserne blandes i en skål. En kop eller form smøres og dejen hældes i. Varmes i mikroovnen i ca. 1,5-2 minutter på højeste effekt.

Til "glasuren" rørte jeg et par spiseskefulde skyr med en (stor) teskefuld peanut butter, sødemiddel og lidt vaniljearoma. Til sidst blev der toppet med gojibær. Mums!


Frokosten bestod af et par knækbrød med avocado dryppet med lidt citronsaft og lidt salt. Hertil en smoothie lavet af ananas, mango, kiwi, kokosmel, proteinpulver og lidt mælk. Det smagte lækkert!


Aftensmaden blev også virkelig lækker: kyllingedeller med squash og gulerod, asparges med kalkunbacon og sidst men ikke mindst majskolber med smør og salt. Kæresten havde bestemt heller ikke noget imod dagens ret, og hvis jeg selv skal sige, så havde jeg heller ikke. 



søndag den 9. juni 2013

Sommermad

Findes der noget bedre end sommer? Solen skinner, dagene er længere og temperaturen tillader at man ikke behøver at pakke sig ind i sindssygt mange lag tøj. Man har heller ikke rigtig behov for at få varm mad hele tiden, og det med at stå i et varmt køkken og kokkerere i længere tid er ikke altid så presserende som det kan være om vinteren.

Nogle gange er det simpleste også det bedste. En sommerklassiker er koldskål med kammerjunkere. Jeg havde lyst til en omgang koldskål, så det blev det til. Jeg blandede skyr, kærnemælk, sødemiddel, vaniljearoma og citronsaft. Der skal være cirka dobbelt så meget kærnemælk som skyr, så konsistensen bliver cremet. I stedet for kammerjunkere valgte jeg friske danske jordbær, og det smagte himmelsk.


Når nu der er så dejligt varmt, så er det også rart med noget koldt at drikke, så man kan blive kølet lidt ektra af. Det kan man for eksempel gøre med slush-ice. I dette tilfælde lavet af vandmelon. Er der noget mere sommerligt end vandmelon? Blend vandmelon med en masse isterninger og så er der serveret en dejlig kold forfriskning.