søndag den 17. marts 2013

Pitabrød med fyld

Jeg tager afsted på studietur til Bruxelles i dag, og i den anledning ville jeg gerne have en nem og lækker madpakke med. Valget faldt på pitabrød med et lækkert fyld jeg lige fik bikset sammen med hvad jeg lige havde i køleskabet.

Jeg tog en håndfuld grønkål, en rest kogt bulgur, en gul peberfrugt, en avocado og en håndfuld skinkestrimler og blandede det hele sammen. Derefter røg fyldet i et par pitabrød og voila så er der lækker madpakke til en 14 timers bustur :)

lørdag den 2. marts 2013

Blåbærpandekager

Det er godt nok ved at være lang tid siden jeg sidst har lavet et indlæg her på bloggen, men må indrømme at jeg har haft nogle andre ting der havde højere prioritet og mit overskud har simpelthen ikke været til at kunne nå det hele. Heldigvis begynder det hele at lysne og jeg håber på at have lidt bedre tid til at kunne lave noget lækker mad igen. Efter at have haft en rigtig god dag i går, syntes jeg at den skulle afsluttes med lidt lækkert, så jeg bestemte mig for at lave amerikanske blåbærpandekager. Det fortrød jeg bestemt ikke!

De blev virkelig gode, og må sige at de mættede en hel del på grund af fuldkornet. Serveret med lidt sirup, blåbær, jordbær og hakkede mandler og så var jeg solgt.

Blåbærpandekager (1 portion)
1 æg
1 dl vand
30 g grahamsmel
15 g fuldkornshvedemel
1 spsk flydende sødemiddel
1 tsk. vaniljearoma
1 tsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
15 g blåbær, skåret i mindre stykker

Alle ingredienserne røres sammen og steges på begge sider i lidt smør på en pande, indtil de er brune. Serveres med sirup, blåbær, jordbær og hakkede mandler.